Musikken
Musikrummet er åbent for alle børn, der bliver grebet af toner, sang og rytme. Man laver en aftale med Jakob, og så mødes man i en lille gruppe – ofte 4-5 børn ad gangen. Udgangspunktet er børnenes egne ønsker: hvilket instrument de vil spille, eller om de vil synge. Vi hjælper dem med at komme godt i gang og få en oplevelse af, at det lykkes. Det er vigtigt, at børnene hurtigt får en følelse af, at de kan noget.
Vi går i børnenes fodspor, og hjælper dem med at se mulighederne. Hvis alle gerne vil synge, kalder vi det et kor. Hvis de drømmer om et band, fordeler vi instrumenterne, så det hele hænger sammen. I Musikken har vi blik for, hvem der passer til hvad, og gør det nemt at komme i gang. Det handler ikke om perfektion, men om at få det til at fungere – og få en god oplevelse med det samme.
Musiklivet i klubben handler også om de store fællesskaber – som når vi laver MGP. Her oplever børnene, at de er en del af noget, hvor man både kan være konkurrenter og samtidig heppe på hinanden. Det samme gælder koncerterne: at stå på en scene er stort, og noget de færreste børn oplever andre steder. Det kræver mod, men det giver også stolthed.
Vi har instrumenter, som børnene kan låne med hjem, hvis de vil øve videre – eller finde ud af, om musikken overhovedet er noget for dem. Pædagogerne fylder ikke for meget – børnene får lov til at fylde rummet og tage ejerskab over det, de laver.
I musikrummet opstår stærke relationer. At øve og stå på en scene sammen kræver tillid og vedholdenhed. Når man er med i et band er man i et forpligtende fællesskab, og det betyder noget at man møder op – både for én selv og for de andre. Fællesskabet er det vigtigste. Musikken er rammen, men det er relationerne, der bærer det. Nogle børn trækker læsset musikalsk, andre bidrager på andre måder – og det er helt i orden. Det handler ikke om at skabe musikere, men om at skabe gode fællesskaber og minder.
Vi ser også børn, der i starten gerne vil have det hele på deres måde – og som over tid lærer at være en del af et fællesskab, hvor man må give lidt og tage lidt. Musikken bliver en ramme, hvor børnene udvikler sig – både som musikere og som mennesker.
En særlig ting ved musikfællesskaberne er at børnene lærer at øve sig, at stå på en scene, og oplever at mestre noget, de ikke kunne før, og det løfter deres selvværd. De finder ud af, hvem de er – og hvad de vil. Og nogle tager det med sig videre: det, der startede som en klubaktivitet, bliver noget, de bærer med sig i mange år.
Vi arbejder med tre grundlæggende værdier: respekt, tolerance og kompromis. Musikken lærer børnene at give hinanden plads, finde balancen og være sammen på en måde, hvor alle får lov at være med.