Nyheder

Nyheder2024-02-28T12:23:02+00:00

Nyhedsbreve og vigtig information

Alle arrangementer ses i EasyKom og tilmeldes samme sted
HER

 

Husk at du altid kan se de seneste billeder på vores facebook side! Klik her!

Velkommen til Coumba

Coumba i praktik

 

Hej! Mit navn er Coumba, jeg er 23 år gammel og pædagogstuderende. I de næste seks måneder skal jeg være praktikant her på Furesøgård. Jeg har allerede været her i en måned og har fået en fantastisk velkomst af både børn og unge – tak for det!

 

I den første måned har jeg arbejdet i stalden og fortsætter der hele januar. Jeg er helt vild med dyr og har også et studiejob, hvor jeg passer dyr. Min passion for dyr har fulgt mig, så længe jeg kan huske, og jeg gør mit bedste for at give den videre. Jeg lærer børn og unge, hvad det vil sige at tage ansvar for dyr og opleve glæden ved at være tæt på dem.

 

Fra februar skifter jeg fokus til sporten. Jeg har altid haft en kærlighed til sport og bevægelse og nyder stort set alle former for fysisk aktivitet. På pædagogstudiet har jeg haft bevægelse som valgfag, hvilket har givet mig masser af ny viden om, hvordan sport og bevægelse kan styrke både krop og sind.

 

Derudover kan du også møde mig i UK. Jeg glæder mig til de kommende måneder og til at være en del af jeres hverdag!

 

 

Skitur 2025

Skitur til Hafjell

Skitur til Norge

Furesøgård har nu skitur 2025 på plads!

I år går turen til Norge, mere præcist Hafjell.

Som ung på Furesøgård har man en unik mulighed for at lære eller udvikle sine ski evner sammen med sine venner fra klubben. Turen har selvfølgelig også til formål, at styrke Furesøgårds unikke fællesskab.

Tilmelding foregår ved at indbetale 1.000 kr. i depositum via hjemmeside/Easykom. Vi har max 54 pladser og disse bliver tildelt i den rækkefølge indbetalingerne registreres. Tilmeldingsfristen er tirsdag d. 31/10. og tilmeldingen er bindende.

Klassetrin: 6.-9. klasse. I første omgang er det kun 6.-9. klasse der kan tilmelde sig skituren. Efter 2 uger åbnes der også op for tilmelding for 5. kl.

Depositummet er tabt ved afbud efter 1.11. Betaling sker via vores hjemmeside/Easykom –     senest d. 31.10. Resten af beløbet skal indbetales senest d. 1.2.25.

Datoer – afgang: fredag d. 11.4 – middag. Hjemkomst: onsdag d. 16.4 – om aftenen

Samlet Pris for transport, liftkort, skileje, skiskole, kost og logi: 4500 kr.

Turen afvikles i slut uge 15 og går ind i påskefridagene (skoleferien), med afgang fredag middag i d. 11.4 og med hjemkomst onsdag aften i uge 16. Vi skal bo i lejligheder, som ligger på pisterne, og som hver skal huse 12-18 unge samt en medarbejder. Alle lejligheder er i grove træk éns.

Skiområdet byder på alt lige fra begynderpister til svære sorte pister for de meget rutinerede. Desuden er det muligt at stå på ski i Hafjells ungeområder med vægt på leg, tricks og andet.

Nybegyndere SKAL på skiskole, da det er vigtigt, at alle har basic færdigheder på ski. Vi underviser selv nybegyndere på ski. Vi tilbyder i år ikke undervisning på snowboard. Skal du stå på snowboard, skal du have prøvet det før.

Hvis I ønsker yderligere informationer omkring Hafjell, lejlighederne og meget andet, kan I gå ind på Grenda Hafjell Hytter og kigge nærmere.

Vi afholder forældremøde omkring turen i februar.

Sne hilsen Furesøgård

Velkommen til Ole

Velkommen til Ole i Sporten

VELKOMMEN TIL OLE (I SPORTEN)
 
Så er Ole startet, og her har han lige en hilsen:
 
Tak for en fin velkomst i min første uge her på Furesøgård. Jeres unger har været åbne og nysgerrige og har taget godt i mod mig.
 
Jeg er uddannet pædagog og kommer fra en lignende stilling på en fritidsklub i Jyllinge, hvor jeg har arbejdet i 8 år. Jeg er vild med al slags sport og bevægelse, og forsøger at give denne glæde videre til de unge mennesker ved at præsentere dem for mange forskellige aktiviteter og udfordringer.
 
Sport og bevægelse er meget andet end hvad de forpligtende foreningsrammer kan tilbyde, og i fritidsklubben er der frie rammer til at gribe de aktiviteter som er sjove og spændende nu og her, og som ikke nødvendigvis fører til at man skal gå til en sport faste dage i ugen.
 
Så kig forbi “Sporten” på Furesøgård og få sved på panden og en masse sjov.
 
/Ole
 
 
 
 

Nyhedsbrev Sommer 2024

Nyhedsbrev Sommer

NYHEDSBREV SOMMER 2024

Årets vigtigste dato – 8. juni – sommerfest og -års jubilæum! Husk madbillet
Onsdag 1. maj starter næsten 130 nye børn, og vi glæder os meget til at se dem opleve alt Furesøgård har at byde på.
Som noget nyt i år var vi afsted på Skitur til Stöten i Sælen – og det var virkelig populært og en fantastisk tur. Så vi åbner
snart op for tilmeldingen til næste skitur 2025. Herunder står der lidt om hvad der rør sig i områderne.
Stuehuset (krea-værkstedet)
Lui fortsætter i stor stil med maleværksted, hvor børnene kan kreere store værker med akryl og akvarel – uden pensler!
Beauty-salonen har fået en masse nye ting efter vores succesfulde Beauty-aften. Smykkeværkstedet er også vældig besøgt.
Zorana eksperimenterer og tryller med gips.

Det hvide hus har fuld gang i musikken selvom MGP kun lige overstået. Den står på koncert d. 3. maj udenfor, som en
generalprøve frem imod den helt store scene til sommerfesten, hvor man skal dele scene med Shaka Loveless og band.

Pool- og Brætspilscafeen skruer ned på halv kraft, da vejret bliver godt og vi følger børnene omkring poolen og hoppepuden. Johan vil i samarbejde med flere børn, gøre vores boder klar til sommerfesten, og sammen med børnene finder på
nye boder! Dage hvor vejret er dårligt, er der selvfølgelig stadig mulighed for at spille dart, pool, bordfodbold, bob, bordtennis, shuffleboard og skak. I pool- og brætspilscafeen har man ikke mobiler, og der bliver spillet utallige brætspil og hygget omkring spillebordene.

Staldens kære Tilde har født to gedekid, og flere børn var med til fødslen. Børnene har stemt – og navnene bliver Thorkild
og Tulle. Tahnie er i gang med at socialiserer kiddene, og fra nu af vil enkelte børn kunne blive taget med ind til kiddene, og
holde dem. Flere dyreunger er på vej, og vi har en mistanke om at vores royale kat Margrethe også er gravid!

Sporten har fået en ny medarbejder – Ole. Han har igennem mange år stået for sporten i en klub i Måløv, og har mange gode ideer til hvor vi kan rykke. I en tid vil han få hjælp af Jonas, som er i arbejdspraktik. Musikken spiller ved hallen, og der
arbejdes på at skabe et hyggeligt miljø omkring hallen og flere former for bevægelse og udtryk. Til at supplere flere former
for bevægelse, og vores kommende sommerfest, har vi hyret en dansetræner der øver med interesserede børn hver
Torsdag kl. 14.
Banerne åbner lige om lidt med hoppepuden, volleyball og diverse udendørs spil. Vandrutchebanen bliver poleret, og
poolen åbnes meget snart (husk eget badetøj hver dag).

Furesøgårds Sommerfest for hele familien – Lørdag d. 8. juni: Husk og skaf din madbillet før der er udsolgt!
Husk og inviter hele familien samt naboer, så vi kan få et brag af en fest hvor der vil være boder, madbuffet og sjov for både
store og små! Der vil kunne bestilles en helt speciel jubilæums-hoodie/trøje med 25 års logo på.

Arrangementer: (Se dem alle på www.furesøgård.dk)
Maj: Koncert (3/5) – Jakob sørger for godt vejr som altid
Forældremøde (7/5) – Forældremøde med valg til bestyrelsen.
Grillaften (14/5) – Første arrangement for alle børn – husk og meld til i god tid!
UK-Bakketur (17/5) – Ungdomsklubben tager på Bakken
Konsolaften (24/5) – Vi hygger sammen med playstation og andre spilkonsoller
Juni: Sommerfest (8/6) – 25 års jubilæum med forlystelser og musik med egne bands og Shaka Loveless

Information om arrangementerne kommer separat – tjek!

Opstartsbrev til forældre til 1. maj børn

Opstartsbrev til forældre til 1. maj børn

Kære forældre til 1. maj barn

Onsdag d. 1. maj starter jeres børn på Furesøgård, og vi glæder os meget til at se alle de nye ansigter. Næsten alle jeres børn har været på rundvisning, og kender lidt til Furesøgård – men der skal selvfølgelig mere hjælp til.

Vi har derfor planlagt en god modtagelse, hvor børnene bydes velkommen, hjælpes til at forstå vores indkrydsning og får taget billede. Personalet er klar i værkstederne og på udeområderne til at sørge for en god dag og introducere jeres børn til mulighederne.  

Furesøgård er et stort sted og de voksne er særligt opmærksomme på de nye børn, og at starten for nogle børn kan virke overvældende. Tal med dit barn om – at har de brug for hjælp, vejledning eller bliver utrygge – så gå til en voksen. Den gode modtagelse er vigtig for os, så skriv til os hvis dit barn ikke trives!

I den første tid vil den hvide info-tavle ved indgangen, vise aktiviteterne for dagen.

Vi bruger systemet EasyKom til alle aktiviteter, og I kan altid se hvad der sker her: à
www.furesøgård.dk/aktiviteter

Husk derfor at fylde penge på dit barns madkort, materialekort og aktivitetskonto.
Se vejledningen for mere info.

For børn fra Lyngholmskolen vil der være en følgevoksen – Stephanie, som vil stå klar de første to dage ved skolen, som følger børnene over til Furesøgård. Stephanie præsenterer sig selv i klasserne mandag d. 29.4, og fortæller om hvor man mødes.

Vores hjemmeside – www.furesøgård.dk – indeholder svar på næsten alle jeres spørgsmål, fx åbningstider, lukkedage, betaling for arrangementer og madkort, ind- og udmeldelser, personalet, osv. Hvis man alligevel ikke kan få svar på sit spørgsmål, så er man velkommen til at kontakte Henrik på leder@furesoegaard.dk, eller spørgsmål omhandlende ind og udmeldelse til Kjartan på administration@furesoegaard.dk.
Vi reklamerer primært ud via mail (så sørg for korrekt og opdateret email), men også via Facebook hvor I vil kunne se kommende arrangementer og se billeder fra afholdte fester, ture, osv.

Forældremødet med valg til bestyrelsen er den 7. maj – invitation og dagsorden følger.

Vi vedhæfter tidligere udsendte ”Furesøgård Information”.

Mvh. Furesøgård

Diskofest for 6.-7. kl.

DISKOFEST FOR 6.-7. KL.

Så er der natklub for de store 6.-7. klasser, og denne gang med gæster!

Skynd jer og meld jer til!

Go to Top