Udeliv og hulebyggeri

I hulelandet kan børnene bygge sammen med deres venner, bruge værktøj og lade fantasien få frit spil. Nogle kommer med vilde ideer, tegninger og noter og ved præcis, hvad de vil. Andre vil bare prøve det af og mærke, om det er noget for dem. Uanset tilgang er det vigtigt, at børnene selv sætter retningen – vi følger deres idéer og støtter dem undervejs.

Hulebyggeri handler ikke kun om at bygge noget fysisk. For mange bliver hulen også et sted, man er – en base, et hjem og et fællesskab. Hulen bliver et symbol på det samarbejde, der skal til for at bygge noget sammen: Hvem bestemmer? Hvordan træffer vi beslutninger? Kan vi få plads til alles idéer? Det er spørgsmål, som børnene selv arbejder med undervejs.

Nogle børn brænder mest for selve byggeprocessen – at skrue, save og finde løsninger. For andre handler det lige så meget om livet i hulen bagefter. Vi håber, at børnene får minder med sig, de kan huske længe. For mange er det første gang, de bygger noget helt fra bunden – noget, de selv har ejerskab over.

Vi arbejder meget med friheden til at gøre hvad man vil derude, samtidigt med man tager hensyn til de andre huler. De skal dele værktøj, lade være med at tage materialer fra andre huler og hjælpe hinanden, hvis noget går i stykker. Især nye børn skal lige lære, hvordan man er en god hulebygger – og hvordan man skaber et rum, hvor der også er plads til andre.

Hulebyggeri kræver vedholdenhed. Det tager tid at bygge noget stort og flot, og ikke alle kommer i mål med det samme. Vi hjælper med stille at komme i gang – nogle gange ved at lade børnene overtage en forladt eller ufærdig hule, så det bliver mere overskueligt og giver en større chance for at lykkes.

Der ligger også ansvar i området. Værktøjet skal bruges rigtigt og passes på. Vi taler om sikkerhed og om tillid – og børnene lærer, at man får mere frihed, når man viser, at man kan tage ansvar. Derudover arbejder vi med en tydelig genbrugskultur. Gamle huler bliver skilt ad, og materialerne bruges igen. Børnene får en forståelse for, at ting kan få nyt liv, og at man kan bygge noget fantastisk ud af noget, andre har smidt væk.

Vi ønsker, at børnene tager herfra med mod på at bygge, tænke kreativt og prøve noget af. At de lærer, at gode ideer tager tid – og at samarbejde, ansvar og fantasi er det, der får tingene til at lykkes.